Kommaregler

Nye kommaregler - Kommakrigen afblæst

Sprognævnet skærer nu igennem og afliver det nye komma. Det gamle grammatiske komma fortsætter med en lille inspiration fra det nye.

Af  Lotte Thorsen

Det nye komma får nu kniven af regeringen i et uventet samspil med Dansk Sprognævn. I et forsøg på at bilægge den danske kommakrig erstattes de to nuværende kommasystemer af ét hovedsystem.

Det fremtidige kommasystem er stort set identisk med det gamle grammatiske komma med en enkelt undtagelse. Fremover bliver det valgfrit, om man vil sætte komma foran ledsætninger eller ej. Sprognævnet anbefaler dog, at man lader være.

Det vil sige, at Sprognævnet helst ser, at man ikke sætter komma foran 'at', 'der', 'som', 'hv'-ord og 'når', 'da' og 'hvis'.

Komma forsvinder fra ordbogen
Dermed udstyrer man det grammatiske komma med en anbefaling, der er en håndsrækning til det nye komma, som nu ryger helt ud af Retskrivningsordbogen.

»Nu afblæser vi den store danske kommakrig. Det reviderede kommasystem betyder en forenkling og en forbedring af dansk retskrivning. Og så kan vi blive fri for at diskutere et lille tegn, der har fået langt større opmærksomhed, end det betydningsmæssigt fortjener«, siger Sprognævnets formand, Niels Davidsen-Nielsen.

Han vurderer, at reglerne kan træde i kraft omkring årsskiftet, ligesom de nye regler vil blive skrevet ind i næste udgave af Retskrivningsordbogen, der udkommer i 2006.

Forenkler regler
Forslaget om et nyt kommasystem er Sprognævnets eget. Et flertal i nævnet så ellers helst, at det nye komma var blevet det eneste kommasystem i Danmark, men man vurderer, at det forslag var for politisk risikabelt.

For at forenkle reglerne har man derfor halet det grammatiske komma frem igen og udstyret det med en valgfrihed foran ledsætningerne.

»Når vi indfører valgfriheden, er det, fordi sagkundskaben vurderer, at man får bedre tekster ved at udelade komma foran ledsætninger«, siger Niels Davidsen-Nielsen.

Et enigt repræsentantskab med blandt andre repræsentanter fra Dansklærerforeningen, Journalistforbundet og forfatterforeningerne står bag indstillingen, som kulturminister Brian Mikkelsen (K) hilser velkommen.

»Det er med stor glæde, at jeg har modtaget indstillingen fra Dansk Sprognævn. Vi kan nu få løst en uholdbar situation, hvor der blandt andet i folkeskolen har været uklarhed om, hvilket kommasystem man skulle undervise i. Det vil for alle indebære en lettelse, ikke mindst da det nye komma baserer sig på det grammatiske komma«, siger kulturministeren.

De nye kommaregler:

 

  1. Der sættes komma i opremsninger:F.eks.Han købte sild, ost og mælk

    2. Der sættes komma ved selvstændige sætningsdele:

    F.eks.Endelig nåede vi frem, trætte og glade

    3. Der sættes komma mellem helsætninger og mellem sideordnede ledsætninger:

    F.eks. Vinden peb, og tordenen rullede

    4. Der kan sættes komma foran ledsætninger:

    F.eks. Jeg ved at han er klog - eller Jeg ved, at han er klog

    5. Der sættes komma efter ledsætninger:

    F.eks. Hvis bygningen forlades efter kl.18.00, skal porten låses